Som mor - eller nok rettere som forælder - må man hele tiden gøre sig overvejelser.
Hvorfor gør jeg, som jeg gør.
Hvorfor siger jeg som jeg siger?
Hvorfor laver jeg de regler, jeg gør?
Hvorfor, hvorfor, hvorfor....
Hvorfor dit, og hvorfor dat!
Og som i historien om SpørgeJørgen, ender vi forældre ind imellem som Jørgens forældre.
Omend det er os selv, der stiller spørgsmålene.
...Og en dag blev det hans (eller hendes) mor og far for meget...
Sådan endte det også her en dag.
Hannah Kirstine var inde i en periode, hvor hun konsekvent suttede på sit hår.
Vi snakkede med hende om det.
I hendes hoved blev det til blablabla fremfor handling.
Vi tog stille hendes hår væk.
Og øjeblikket efter sad det der igen.
Og så fløj det ud af munden på mig:
"Nå, men bliver du ved, så må du jo have det klippet"
Da så hun sådan ud:
Lækker og fræk. Med hår, der kunne sættes i yndige frisurer...Men hvis behov var det egentlig?
I hvert fald ikke Hannah - som er fræk, en drengepige, aktiv og...Ja, hun er lækker, men ikke indbegrebet af en yndig pige...
I går sad håret så i munden igen.
Og har man som forælder sagt A, så må man også sige B.
Dammit at det var søndag.
Projektet måtte udsættes.
Yndlingsfrisør havde lukket i dag.
Grrrr...
Billigfrisør havde ikke tid.
Aarrgghh....
Tik tak tik tak.
Og mandag er svømmedag...
Men ind i tilfældig salon - hos frisør, der gav en ok pris.
Og jo jo. Fin og højt på strå sad hun der og følte sig som prinsesse.
Og jo mere hun blev nusset om, desto mere slappede hun af og bare nød det!
Efter svømmetur og på vej i seng så hun nu sådan ud:
Total lækker og med frisure, der ikke længere er til gene. Og som i øvrigt heller ikke kan puttes i munden...
Og for nu at vende tilbage til tankerne om konsekvenspædagogikken, som
jeg i desperation ind imellem må erkende, at jeg forfalder til:
Da jeg fortalte Hannah, at håret måtte klippes, var hendes kommentar:
NÅ!!!!
Hun kunne simpelthen ikke være mere ligeglad!
Clara Victoria derimod...
Stakkels bette pige sad ved siden af. Med tårer, der bare steg op i øjnene.
Og med store våde øjne, kiggede hun på mig og sagde:
Jamen, mor, det kan du ikke!
Mig: Jo, det kan du tro, jeg kan!
Clara: Jamen mor, hendes hår er bare SÅ smukt! Og det er dejligt at røre ved. Og jeg kan altså godt lide at sætte det og rede det og....
....Og så brød hun sammen og bare græd!!
Det er hendes helt store drøm at få langt hår.
Og hendes hår vokser SÅ uendeligt langsomt.
Langt hår er noget af det smukkeste, hun ved.
...Og så kommer den onde mor og beordrer det klippet af.
Konsekvenspædagogik, min bare....!
